سلیمان کبیر نوری
Løsningen til Afghanistans eksisterende problemer
Af: Sulaiman Kabir Noori
02.01.2008
Efter Talebaners fundamentalistiske regime blev styrtet ned for 6 år siden, ved hjælp af ISAF og Internationalt Koalitions og bagefter NATOs styrker, fik afghanske befolkning et nyt håb om fred og demokrati, bedre levevilkår og yderligere forhåbninger om en lys fremtid, i det krigshærgede land Afghanistan.
Selvfølgelig har det givet noget succes og udbytte, (også kaldt genopbygning af vejer, skoler, telekommunikation, sundhed, ny afghanske forfatning, præsident og parlamentsvalg), men der er gået 6 år nu og der er stadig alvorlige sikkerheds, økonomiske, politiske og sociale problemer, som de vestlige medier overhovedet ikke snakker om. For eksempel, i hovedstaden Kabul kan beboerne kun få 3-4 timers strøm (elektricitet i løbet af 24 timer). Tusindvis af familier som var flygtede fra Afghanistan i mange år, er nu vendt tilbage fra Pakistan og Iran og nu lever i telte, især i hovedstadsområdet og har levet og stadig lever under nogle usle vilkår og fattigdom.
Fattigdommen har spredt sig over det hele i Afghanistan. (International samfundet hjalp milliarder dollar, men den afghanske myndigheder siger at kun ca.20 % har brugt i Afghanistan). I løbet af de 6 år er der blevet tusindvis af uskyldige mennesker under Nato’s, udlands militærs operationer og selvmordsbomber. Hvert år fordobles produktion af narkotika. I dag producerer Afghanistan mere end 93 % af hele verdens narkotika (50 % af narkotika bliver produceret fra den afghanske provins Helmand). Narkotika har spillet en afgørende rolle i Talebaners aktiviteter og udvikling i løbet af de 6 år. Nu er der en stor afstand mellem den afghanske befolkning og regering, fordi befolkning ikke længere har tiltro til den afghanske regering og dermed Nato, ISAF og Koalitionens alliance(styrker).
I forhold til FN’s rapport fra 2008 at år 2007 har været det blodigste år i 6 år.
Sima Samar, som er den afghanske menneskerettigheders direktør, kaldt år 2007 for ”et katastrofalt år”.
Alt det her sker under tilstedeværelsen af mest 36 forskellige lande fra det internationale samfund, som påstår at de kæmper mod terrorisme og er med til at genopbygge et land i ruiner og dermed bringe fred og demokrati.
Hvad er grunden til at Afghanistans situation har udviklet sig mod den forkerte retning og de fundamentale grunde til at skulle have hjulpet Afghanistan på vej til fred, demokrati, tilintetgørelsen af terrorisme og en sikker fremtid er blevet glemt?
Afghanske politiske analytikere er af den tro, at der eksisterer to grundlæggende faktorer:
1. Indenrigs faktorer
2. Udenrigs faktorer (Denne her faktorer er mest effektiv end indenrigs faktorer)
1. Indenrigs faktorer: Trekanten af korruption, narkotika, mafias narkotika, ikke tilstedeværelsen af autoritets lov, uenighed mellem parlamentet og regering vil medføre at terrorister, ekstremister vil igen kunne komme på magten.
2. Udenrigs faktorer: uenighed mellem de vestlige lande over en rigtig og fælles strategi. Denne strategi inkluderer ikke kun spørgsmålet om Afghanistan, men dermed spørgsmålet om regionale og internationale uenighed om økonomiske strategiske måler. De vestlige lande som er de stærkeste er meget uenige over deres hver især økonomiske strategiske interesser. For eksempel om en af de største undergrundsressourcer (Olie og gas) i Turkmenistan og Sortehavet.
På den anden side, har ISAF, NATO og Koalitionens styrker og alle de andre lande som gik ind i Afghanistan for at kæmpe mod terrorisme og bringe fred, demokrati og genopbygningen, har aldrig haft et lyst og bestemt strategi for at kæmpe mod Taliban og Al-Qaeda’s terroristiske netværker.
Den afghanske regering har for flere år siden anklaget Pakistans regering og efterretningstjenesten ISI for at støtte den terroristiske netværker Al-Qaeda, Taliban, den GulboddinHekmatyars fundamentalistiske Islamists parti(HezbeIslami Afghanistan) og har dokumenteret med utællelige beviser, at centrum for den terroristiske netværk Al-Qaeda og Taliban er i to nordlige byer i Pakistan (centrum for Talibaner’s og deres leders aktiviteter er i byen Quita og Al-Qaeda’s i nordlig Waziristan) og alt det her sker for øjnene af den pakistanske regering, som påstår at deres ca. 73.000 soldater befinder sig ved grænsen af Afghanistan i Pakistan for at bekæmpe terrorisme? og gerne vil fremstille sig selv som en af de allierede mod fælles bekæmpelsen af terrorisme med de vestlige lande. Det har lykkedes for General Pervez Musharraf, som er pakistanske præsident for at snyde USA og europæiske lande på en meget snedig måde. Pakistan har ligeledes sine egne økonomiske og politiske interesser i Afghanistan og vil gerne have stor indflydelse over den afghanske regering, transport af olie og gas fra Turkmenistan og andre meddel asiens lande, via Afghanistan til Pakistan, Indien og andre lande.
På den anden side kan den pakistanske regering brug terroristerne i bekæmpelsen i Kashmir mod Indien og til sidst vil Pakistan gerne have en ordentlig strategi, fælles med vestlige lande i Asien.
Derfor var der ingen der ville høre til de afghanske klager om Pakistan helt frem til år 2007, hvor efter det hele kom frem og blev åbenlyst for alle ved en stor uenighed blandt NATO-lande om bekæmpelsen af terrorisme. I februar 2008, efter at have set de stigende problemer i Afghanistan gentagende gange, måtte USA erklærer at Al-Qaeda og Talebaners leder bor i Pakistan.
Løsninger til Afghanistans problemer: indtil de vestlige lande ikke løser deres økonomiske strategiske problemer angående deres egne interesser i regionale og internationale sammenhæng, ville krigen i Afghanistan vare ved og ved. Hvis de vestlige lande blev enige og løser deres problemer omkring økonomiske strategiske interesser, ville de kunne lave en fælles strategi sammen med den afghanske regering og ville kunne fører det ud i praksis. De skulle måske fokusere mere præcist på de centrale terroristiske netværker i Pakistan og på den måde kan man bringe fred i Afghanistan og dermed bringe mere sikkerhed til det internationale samfund, da centrum for det terroristiske netværk ville blive tilintetgjort i Pakistan.
Den 3.marts 2008 anklager den Pakistanske Indenrigsminister (Hamid Nawaz) USA, Indien og Afghanistan for at støtte de terroristiske netværker (Al-Qaeda og Taliban.).
Hvordan kan man analysere den Pakistanske indenrigsministers erklæringer og hvad de betyder?
- Pakistan viser at vi er et uafhængigt land, de ville vise at de selv godt kan beslutte og handle uafhængigt og selvstændigt.
- Pakistan vil gerne vise et grønt lys til Storbritannien (der var krise angående, at Afghanistans regering havde deporteret to senior diplomater (engelsk og skotsk), i løbet af 48 timer fra Afghanistan i forbindelse med deres samarbejde og økonomiske støtte til Taliban, og dermed en afvisning af ny FN-repræsentant(mission) den engelske statsborger ”PaddyAshdown”). Selvfølgelig kunne den afghanske regeringen eller præsident Hamed Karzai ikke selv tage beslutning med hensyn til de to sager, det resulteret i nogle konsekvenser af diverse konflikter mellem NATOs lande i forbindelse med Afghanistan, Rusland, Kina og Iran.
- Pakistan vil gerne skabe flere udenrigspolitiske problemer for de vestlige lande og det det ville være til deres egne politiske fordele og interesser.
- Pakistan har fra begyndelsen prøvet at fremstille problemet om terrorisme som noget farligt og alvorligt, for at modtage penge fra de vestlige lande for bekæmpelsen af terrorisme og Pakistan har kontinuerligt modtage milliarder af dollars.
- Den Pakistanske præsident General Parviz Musharraf har hele tiden prøvet på at lave stort ståhej i forbindelse med ekstrem overvurdering af islamistiske partiers magt og indflydelse i samfundet, for at vise verden at deres bekæmpelse er enormt udfordrende og svært. Dog vidste parlamentsvalget i Pakistan i februar 2008, at de islamistiske partier fik valgets færreste stemmer og kandidater i det pakistanske parlament.
- Musharraf vil stadig præsentere sig selv som en forkæmper af terrorisme og vil fremstille sig selv som en der ikke er en ”brændte perle”.
Jeg synes Danmark er et af de lande, som er mest aktiv i forbindelse med bekæmpelsen af terrorismen i Afghanistan, fordi de befinder sig på et a de mest urohærget og farlige steder i den sydlige del af Afghanistan (Helamnd).
Derfor er Danmark nødt til at finde ud af sit ståsted og i hvilke position de befinder sig i og hvad kan de gøre for at drage nytte af situation til sine egne fordele og derfor ville kunne tilgodese sine egne politiske og økonomiske interesser.
Det vil være bedst hvis Danmark på nuværende tidspunkt presser vestlige lande vedrørende, at hjælpe til udvikling af afghansk militær og forsyning med moderne våben og skravere masser af undervisnings kursus (De kender godt territoriet, traditionen, type af guerillakrig, sproget, hvilket er meget nyttigt mod terroristerne netværker, men derimod hundrede vis af uddannet afghanske officerer er arbejdsløs og i nødsituation.) Jeg tror, at den politik (at hjælpe afghanskmilitæret) vil komme til første prioritet i den nærmeste fremtid. Den afghanske regering kræver og ønsker det samme. Forstærkning af afghanske militær, hjælper med at kæmpe succes mod Taleban og Al-qaeda i Afghanistan.
بالا
بازگشت